Slut med brug af rødt kød i Børne- og Ungdomsforvaltningen

Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune har besluttet, at der fra august 2024 ikke længere må serveres kød fra drøvtyggere, dvs. okse-, kalve- og lammekød i BUF. Disse kødtyper omtales undertiden med fælles-betegnelsen ’rødt kød’.

Baggrund for beslutningen

I Børne- og Ungdomsforvaltningens institutioner er I rigtig godt på vej med en klimaomstilling af måltiderne. Denne beslutning er et videre skridt i denne retning, da disse kødtyper er langt de mest klimabelastende råvarer.

I dag spiser vi danskere rigtig meget oksekød – langt mere, end hvad der anbefales i de nye officielle kostråd. Beslutningen her vil tage et lille skridt i retning af at mindske det forbrug. Børn og unge spiser kun nogle af deres måltider i institution og skole, og vil således fortsat kunne spise disse kødtyper uden for institution og skole. 

Hvad er omfattet af beslutningen? 

Beslutningen gælder kød og indmad fra okse-, kalv-, lam og får, også når de indgår i forarbejdede produkter som kødpålæg, leverpostej og lign. Mejeriprodukter er ikke omfattet af beslutningen. Beslutningen gælder alt indkøb i Børne- og ungdomsforvaltningens institutioner og skoler, uanset om det er til børnenes madordning, personalemøder eller andre arrangementer i institutionen/skolen. 

Hvordan kan man tilpasse indkøb og menu? 

Gennem både klimaomstilling og økologiomlægning er kødforbruget allerede blevet lavt i Børne- og Ungdomsforvaltningens institutioner. Derfor vil ændringen for de fleste omhandle en lille del af indkøbet. Alligevel vil det kræve noget at finde alternativer, hvor I er vant til – og holder af – at bruge kødtyperne. Når okse-, kalve- og lammekød tages ud af menuen, er det vigtigt, at der stadig er tilstrækkeligt med energi og protein i dagens og ugens måltider. Her er nogle opmærksomhedspunkter og råd til omstillingen: 

  • De råvarer og produkter, der afløser det røde kød, skal være gode kilder til protein. Det kan både være andre animalske proteinkilder som æg, fisk, mejeriprodukter, fjerkræ og grisekød og vegetabilske proteinkilder som bælgfrugter, kornprodukter, nødder og frø. 
  • Tænk både i én-til-én erstatninger i de retter, I plejer at lave (fx hakket kylling i stedet for hakket oksekød i en lasagne) og i andre retter og formater – fx en ret mere med fisk eller bælgfrugter
  • Det er især hakket oksekød og småkød til gryderetter, der fylder i indkøbet af rødt kød. Disse kan erstattes én-til-én med fjerkræ og gris (hvor religiøse hensyn tillader det), men det er også oplagt at udforske plantebaserede alternativer, f.eks. at lave en linsebolognese eller en frikadellefars med en blanding af hakket kylling og bælgfrugter. 
  • Pålægstyper som oksespegepølse- og leverpostej kan erstattes med fx kyllingespegepølse og kyllingeleverpostej, ligesom der findes vegetariske postejer og andre pålægstyper.

Få hjælp og inspiration 

Uanset, hvilke veje I går, er der inspiration og rådgivning til rådighed. På boernemenuen.kk.dk findes flere hundrede klimavenlige opskrifter på morgenmad, frokost og mellemmåltider udviklet særligt til jer. Man kan også tilmelde sig gratis madkurser og inspirationsoplæg med særligt fokus på det grønne madhåndværk og arbejdet med bæredygtige måltider.