Pernille fra Forfatterhuset

– og hendes Suppe med smørbønner, sæsonens grøntsager og krydret sesamolie

”Mit bedste råd er nok at gøre sig umage. Hver dag. At tage det alvorligt og se det at lave mad til børn som den vigtige opgave, det er.”

Hvorfor har du valgt netop denne opskrift? 

Idéen til suppen opstod, da jeg skulle rydde op på lageret inden en ferieperiode. Det er en grundopskrift på en suppe, der kan varieres i det uendelige alt efter, hvilke grøntsager, man har liggende i køleskabet. Samtidig får suppen godt med mæthed og fylde fra smørbønnerne, som jeg er rigtig glad for at bruge. Både i fast form, men også som her, hvor de cremer suppen rigtig fint. Børnene er vilde med suppen og den krydrede sesamolie giver et ekstra pift og lidt varme og aroma til den milde suppe. 

Hvordan opstod din kærlighed til maden?

Mad har altid fyldt meget, og hele mit liv har jeg arbejdet med mad. I mange år kunne jeg rigtig godt lide den puls og tempo, der er i et restaurantkøkken og hele idéen om at lave noget mad, som nogle mennesker bliver glade af at spise, synes jeg er givende i sig selv. Glæden ved at servere et dejligt måltid for nogle forventningsfulde gæster, oplever jeg også i Forfatterhuset. Her er ’gæsterne’ bare nogle sultne unger.

Jeg synes, det er superspændende at arbejde med sæsonerne og planlægge temauger omkring maden. Jeg har også et tæt samarbejde med børnene og pædagogerne i menuplanlægningen, og det synes jeg fungerer rigtig godt. 

Hvad synes du er det mest spændende ved at lave mad til børn? 

Det har været en helt ny verden for mig at lære at lave mad til børn, fordi jeg kom fra restaurationsverdenen. Men det har været en spændende rejse og en læringsproces, som jeg er blevet meget glad for. 

Jeg brugte i begyndelsen en del tid på at læse op på feltet om mad og måltider til børn, og jeg synes, man kan gøre rigtig meget for at dygtiggøre sig. Men det var særligt ernæringsdelen, som jeg havde behov for hjælp til, og der oplevede jeg, at de kurser, som vi kan deltage i hos Meyers Madhus var meget gavnlige. Her fik jeg også øjnene op for, hvordan et større fokus på grønt og bælgfrugter giver mere luft i budgettet. 

Den umiddelbare glæde, som børnene udtrykker, og at man kan være med til at give dem nogle gode madvaner, synes jeg er ret fantastisk. Jeg føler virkelig, at jeg er med til at gøre en forskel i mit arbejde. Men man skal også være tålmodig, for det tager tid for nogle af børnene at vænne sig til nye smage. 

Det er spændende at opleve, hvordan børnenes vaner ændrer sig fra uge til uge. Særligt fordi vi hos os har børnene helt fra vuggestue til de går ud af børnehaven ser jeg, hvordan deres præferencer, madmod og lyst til at spise forskellige ting ændrer sig gennem årene. Når de når til børnehaven, kender de efterhånden ’min måde at lave mad på’ og så går det som regel meget nemmere. 

Hvad er dit bedste råd til at lave mad, som børnene kan lide og som er sund og klimavenlig?

Mit bedste råd er nok at gøre sig umage. Hver dag. Helt basalt. At tage det alvorligt og se det at lave mad til børn som den vigtige opgave, det er. Hvis man laver noget, man er stolt af, bliver det også meget sjovere at være i køkkenet og udvikle menuerne og opleve børnenes reaktioner. 

Jeg synes, man får meget ud af at arbejde med forskellige konsistenser i måltidet og sørge for at have alle grundsmagene med, og på den måde er det jo ikke så meget anderledes end når man laver mad på en restaurant til voksne. Det er de samme grundprincipper som gør, at man får lavet et velfungerende måltid som børnene vil spise. 

Hvor finder du inspiration til dine menuplaner? 

Jeg finder rigtig meget inspiration på Børnemenuen.kk.dk og på forskellige madprofiler på instagram. Men ellers får jeg også meget sparring fra andre i netværket eller branchen. 

Jeg laver typisk min menuplan for en måned ad gangen og læner mig meget op ad årets gang og tager udgangspunkt i de grøntsager, som er i sæson lige nu. Men jeg har også et stort fokus på madspild, så jeg laver ofte om i madplanen, hvis jeg har råvarer, der skal bruges op.